Sterilisation kaniner/marsvin

Kaniner og marsvin er meget sociale dyr, som har stor glæde af at gå sammen med artsfæller. Man skal imidlertid være opmærksom på, at ikke alle kan enes.

Hos kaniner anbefaler Dyrenes Beskyttelse, at man vælger en af hvert køn – dvs. en hun og en han. De vil normalt altid kunne enes. Det kræver selvfølgelig at man får hannen kastreret, for ellers bliver det rigtigt hurtigt til rigtig mange kaniner! Hankaniner bliver kønsmodne når de er omkring 4 mdr. gamle - dværgkaniner allerede når de er ca. 3 mdr. gamle. To hunner fra samme kuld, der vokser op sammen, fungerer også normalt fint sammen, men der kan forekomme slåskampe i brunstperioden. To hankaniner er ikke nogen god idé – uanset om de er kastreret eller ej.

Marsvin er normalt mindre aggressive overfor hinanden end kaniner. Men også her er det bedst hvis de er vokset op sammen – især hvis der er tale om hanner. Hos marsvin kan to hunner normalt fint enes, en kastreret han og en hun fungerer også fint. Lidt mere tvivlsomt er det med flere hanner sammen - også selv om de er kastrerede. Hanmarsvin bliver kønsmodne allerede når de er omkring 12 uger gamle. Man skal være opmærksom på, at hannen skal holdes væk fra hunner yderligere 3-4 uger efter han er blevet kastreret, hvis man vil være sikker på at undgå unger, da han stadig er fertil.


Vi steriliserer også marsvin og kaniner på Aakirkeby Dyreklinik. Vi vil gerne have, at de afleveres i en transportkasse, eller en tilsvarende lukket anordning, med et tæppe, håndklæde el.li. sugende materiale i bunden (ikke hø, savsmuld el.li.). Der er mulighed for gratis at låne transportkasser på klinikken.

Det foregår ligesom hos hund og kat ved at fjerne livmoder og æggestokke under fuld narcose. De bliver syet og skal have fjernet sting efter 10 dage – ring og bestil en tid.

Marsvinet/kaninen vil få en indsprøjtning med smertestillende og antibiotika, så der er normalt ingen efterbehandling. Når dit marsvin/din kanin kommer hjem fra klinikken, vil han stadig være meget træt og måske også lidt tummelumsk og urolig. Det er helt normalt og skyldes bedøvelsen. Hvis han har lyst, må han gerne få noget at spise og drikke. Når dyr i den størrelse har været bedøvet, mister de midlertidigt evnen til at opretholde den normale kropstemperatur, det er derfor vigtigt, at marsvinet/kaninen placeres i sit bur eller i en kasse et lunt sted, indtil det/den er helt vågen. Hvis marsvinet/kaninen stadig sover, når du henter den, er det en god idé, at pakke den ind i et lille tæppe og evt. lægge den på en varmedunk (lun – 30-35 grader). Pas på, at marsvinet/kaninen ikke kan få skarpe genstande som f.eks. stive halmstrå eller lignende i øjnene under opvågningen, da øjenreflekserne også godt kan være forsinkede.

Indtil stingene fjernes er det vigtigt, at du dagligt kigger til operationssåret - det må ikke bløde, hæve op og blive fugtigt, rødt, irriteret eller lugte grimt. Det er også vigtigt at marvinet/kaninen spiser og drikker som den plejer, og at afføringen ser normal ud. Ring hvis du er i tvivl – hellere en gang for meget end en gang for lidt.

Udskriv siden