Mave-tarmproblemer hos hund og kat



Mave-tarmproblemer hos hunde og katte giver diarré og/eller opkastninger af varierende grad og hyppighed evt. fulgt af nedstemthed, feber og nedsat eller manglende lyst til at spise og drikke.





Mave-tarmproblemer kan have mange forskellige årsager. Ofte skyldes det en smitsom virus.

Hos hunde skyldes det mange gange, at den har spist et eller andet mystisk, de har fundet på lufteturen, og som så har skabt en ubalance i tarmsystemet.

Killinger er meget sarte overfor foderskift i forbindelse med at de skifter ejer og skal vænne sig til alt det nye.

De fleste mavetarmproblemer er forholdsvis harmløse og kan kureres med 12 - 24 timers faste efterfulgt af 3 - 4 dage på skånekost, men hvis det ikke hjælper, kan der ligge mere alvorlige sygdomme bag, og så skal man en tur omkring dyrlægen.

En god huskeregel er, at så længe hunden eller katten er glad og frisk og spiser og drikker, som den plejer, så kan man forsøge sig med følgende;

1)    Ingen mad og kun afkølet kogt vand i 12 - 24 timer
        (hvalpe og killinger bør ikke fastes mere end 12 timer)
        Suppler evt. med Attapectin og Zoolac eller Canikur Pro hver 8. time (købes i
        håndkøb på  klinikken)
      
2)    Start op med meget små portioner skånekost, gerne 3 - 5 gange dagligt i 3 - 5 dage
        eller indtil maven er helt stabiliseret.

        Eksempler på skånekost ;
        Prescription diet i/d - fås som tørfoder og dåsefoder
        Kogt ris eller pasta blandet med kogt magert kød - kylling, fisk, fiskeboller.
        Franskbrød, havresuppe, A-38 og lignende
        Suppler evt. med Attapectin og Zoolac eller Canikur Pro hver 8. time (købes i
        håndkøb på klinikken)

3)     Start gradvist op med at blande hundens/kattens sædvanlige foder i skånekosten
         - de første par dage gives foderet stadig i små portioner 3 - 5 gange dagligt.

Hvis denne fremgangsmåde ikke løser hundens/kattens mave-tarmproblem, eller hvis den bliver alment påvirket - dvs. hvis den mister lysten til at spise, drikke, lege og/eller gå tur, bør dyrlægen kontaktes, så dyret kan blive undersøgt nærmere.

Især hvalpe og killinger tåler ikke at undvære mad og drikke i ret lang tid, før de bliver alvorligt syge. Andre ting man skal være opmærksom på, er, om der er blod i afføring/opkast - gammelt blod farver afføring/opkast meget mørkt, nærmest sort - og om hunden/katten får feber (Normaltemperaturer hund og kat: 38 – 39 grader - tages bagi).

Udskriv siden