Nytår

Mange hunde er bange for lyden af fyrværkeri. Ofte bliver angsten værre år for år. Som ejer er der flere ting du kan gøre for at hjælpe din hund, hvis den er bange for lyden af fyrværkeri, eller hvis du gerne vil undgå, at den skal blive det. Læs derfor disse gode råd:

- Vær sammen med hunden et roligt sted nytårsaften.
- Ynk aldrig hunden. Hunden vil opfatte din trøstende stemme som en bekræftelse på,
   at der er noget at være bange for.
- Klap og kæl ikke hunden, hvis den farer sammen ved lyden af fyrværkeri. Du kan
   komme til at rose den for at udvise angst.
- Afled hundens opmærksomhed. Brug en glad stemme som om I nu skal til at lave
   noget rigtig sjovt sammen. Afled hundens opmærksomhed med noget legetøj eller
   godbidder, den er glad for. Hvis du ikke kan aflede hundens opmærksomhed, så bliv
   roligt i nærheden af den uden at tale til den.
- Hvis hunden bliver meget bange eller panisk, kan du berolige den ved at holde den fast
   ind til dig uden at sige noget. Det er meget vigtigt, at du selv er rolig. Ros hunden, når
   du kan mærke, at den slapper af.
- Luft ikke hunden på tidspunkter og steder, hvor du kan forvente, at der skydes
   fyrværkeri af. Jo flere gange hunden bliver forskrækket over et højt brag, jo fastere vil
   angsten for lyden sætte sig.
- Luft hunden i snor – så den ikke stikker af, hvis der er fyrværkeri.
- Væn hunden langsomt til fyrværkerilyde. Der findes en CD med blandt andet lyden af
   fyrværkeri. Den er beregnet til at vænne hunden langsomt til de lyde, den ikke kan lide.
   Følg vejledningen! CD’en kan også bruges til at forebygge at din hund udvikler angst for
   andre lyde.

Selve nytårsaften
Følg ovenstående anvisninger.
Gå en lang tur, træn og leg med hunden om dagen, så den er velstimuleret og træt.
Undgå bordbomber eller andre høje lyde i nærheden af hunden.
Hold hunden inde, mens der skydes fyrværkeri af.
Træk gardinerne for, så lysglimtene fra fyrværkeriet ikke er så tydelige for hunden.
Tænd for radio eller TV, så der er dagligdags lyde i huset.


Angstdæmpende/beroligende medicin
Der findes flere former for medicin, som kan bruges i kombination eller hver for sig. Doseringen er individuel, og virkningstiden kan være meget forskellig fra hund til hund. Følg anvisningerne fra dyrlægen – og spørg os, hvis der er noget, du er i tvivl om.

Når hunden har fået medicin, skal den holdes i ro – og den skal ikke luftes før næste dag. Brug ikke medicin beregnet til mennesker eller medicin, der er ordineret til en anden hund!

Udskriv siden