Vaccination hund



Hunden skal vaccineres, fordi man hermed beskytter den mod sygdomme, som man ikke har nogen effektiv behandling imod.



Hvilke sygdomme anbefaler vi at man vaccinerer sin hund imod?
På Aakirkeby Dyreklinik bruger vi en vaccine, som indeholder følgende 5 komponenter:

Hundesyge – Distemper
Hundesygevirus smitter hund, ræv, ulv, væsel, fritte, mink og skunk.
Sygdommen rammer især hvalpe og unghunde – er heldigvis ekstremt sjælden i Danmark.
Sygdomstegn er feber, flåd fra øjne og næse, hoste, opkast, diarré og evt. kramper.
Dødeligheden hos ikke-vaccinerede hunde er høj. Hunde, som overlever hundesyge, er ofte så medtagne, at de må aflives. Hundesyge smitter direkte fra hund til hund.

Hepatitis
Hepatitis (smitsom leverbetændelse) skyldes et virus (adenovirus type 1). Sygdommen, der især rammer unghunde, er sjælden i Danmark.

Sygdomstegn er feber, nedstemthed, appetitløshed, opkastninger, blødninger i slimhinder og evt. gulsot. Hunde, som overlever de første sygdomstegn, retter sig ofte.

Parvovirusdiarré
Parvovirusdiarreé skyldes et parvovirus, som kun smitter hunde. Virus blev første gang påvist i forbindelse med sygdom i 1978. Sygdommen rammer især hvalpe og unghunde.

Sygdomstegn er nedstemthed, vandig blodtilblandet diarré og opkastninger.
Dødeligheden blandt hunde, som ikke hurtigt kommer under dyrlægebehandling, er høj.
Hunde, som overlever parvovirus diarré, bliver helt raske igen. Parvivirus smitter dels direkte fra hund til hund og dels gennem smittede hundes efterladenskaber. Parvovirus ses jævnligt i Danmark – men det er længe siden, der har været udbrud på Bornholm.

Kennelhoste
Kennelhoste er fællesbetegnelse for en række forskellige infektioner i hundens luftveje.

De to mest almindelige årsager til kennelhoste er infektion med parainfluenzavirus og/eller Bordetella bronchiseptica bakterier.

Kennelhoste rammer såvel unge som ældre hunde. Der er særlig stor smitterisiko hvor mange hunde er sammen, f.eks. pensioner, udstillinger og andre hundearrangementer.

Sygdomstegn er tør hoste – evt. let feber. Hosteanfald afsluttes ofte med opkastning af slim.

Sygdommen er mild og selvbegrænsede. Smitte sker direkte fra hund til hund.
Kennelhoste er ret almindelig. Vacciner mod kennelhoste (indsprøjtning) dækker parainfluenzavirus.

Leptospirose
Leptospirose skyldes en bakterie. Sygdom rammer hunde i alle aldre.
Sygdomstegn er feber, nedstemthed, opkast, bugsmerter og blødninger i slimhinder. Rotter virker som smittebærere af leptospirose i Danmark. Leptospirose hos hunde er i dag yderst sjælden. Udbredelsen af leptospirose blandt rotter kendes ikke i detaljer.

Hvordan beskytter vaccination mod sygdom?
Ved vaccination sprøjtes dræbt eller levende svækket smitstof (virus) ind under huden på hunden.

Hundens forsvarssystem (immunsystem) opdager hurtigt, at ”noget fremmed” er trængt ind i kroppen og reagerer ved at gå i ”krig” mod det fremmede. Da vaccinesmitstoffet er dræbt eller svækket, vinder hundens forsvarssystem ”krigen”, uden at hunden bliver syg.
Beskyttelsen mod sygdom skyldes at hundens forsvarssystem i tiden efter ”krigen” stadig vil være i ”alarmberedskab”. Det fortsatte alarmberedskab gør, at hunden hurtigt vil kunne nedkæmpe en smitte. Oftest nedkæmper den vaccinerede hund virus så hurtigt, at den ikke når at forvolde sygdom.

Er hvalpe beskyttet mod sygdom inden vaccinationen?
Ja, hvalpe modtager som fostre beskyttelsesstoffer (alarmberedskab) fra moderen, hvis hun er regelret vaccineret. Denne beskyttelse holder indtil 8-12 uger efter fødslen.

Hvorfor vaccinerer man hvalpe ved 8-12 ugers alderen?
Hvalpe vaccineres på det tidspunkt, hvor antistofferne fra moderen er ved at være opbrugt og derefter igen ca. 4 uger senere for at sikre et virkelig stærkt alarmberedskab i det første leveår.

Hvorfor er det nødvendigt at vaccinere voksne hunde regelmæssigt?
Man må, for at vedligeholde et godt beredskab, genvaccinere med mellemrum.
Vi anbefaler normalt, at man vaccinerer årligt.



Skal man have sin hund med ud at rejse (også hvis den kun skal med transit igennem Sverige), skal den være rabiesvaccineret:

Rabies
Rabies (hundegalskab) skyldes rabiesvirus. Virus smitter alle varmblodede dyr.
Virus smitter kun direkte fra dyr til dyr (bid). Efter smitte angriber virus nervesystemet. Sygdomstegn er kramper og ændret adfærd. Sygdommen er oftest dødelig.
I Danmark findes rabiesvirus kun i flagermus, hvor virus ikke giver anledning til sygdom (flagermus virker som rask ”smittebærer”). Smitte fra flagermus til andre dyr er sjælden her i landet.

se nærmere omkring rejsereglerne under "Rejse med hund"

Borrelia

Der er mange flåter på Bornholm, og undersøgelser har vist, at de kan være bærere af alvorlige sygdomme – her iblandt ”Borrelia”. Det er almindeligt kendt at mennesker er udsat for smitte, men de senere års forskning har påvist, at også dyrene kan blive syge, hvilket også er vores oplevelse på klinikken. I Norden er op til 20% af skovflåterne bærere af borrelia-bakterien, som kan give sygdommen Borreliose hos bl.a. hunde.

Borreliose er en besværlig sygdom, fordi den ikke altid giver et entydigt symptombillede. Desuden er sygdommen svær at diagnosticere. Der findes ingen test, der præcis kan sige, at symptomerne hos hunden skyldes borrelia. Det kræver ofte flere sammenlignende blodprøver og oftest igangsættes behandling ved mistanke. Der går mindst 4-6 uger efter flåtbiddet før symptomerne viser sig. I den akutte fase ses typisk uspecifikke symptomer som træthed, nedsat appetit og feber. Ofte vil der være halthed og betændelse i et eller flere led. Der er stor forskel på, hvor slemt hunde bliver angrebet og nogle hunde vil vise meget få eller ingen tegn på sygdom, selv om de er smittet. Efter det akutte forløb kan andre af hundens organer angribes. Borreliose kan forårsage kroniske problemer i led, hjerte, lever og nyrer og nervesystemet.

I 2013 er der desuden kommet hundevaccinen ”Trilyme”, der beskytter mod 3 europæiske borreliastammer. Hunden skal vaccineres 2 gange med 3 ugers mellemrum (ret præcist), og derefter én gang årligt for at være beskyttet. Hvalpe kan vaccineres fra de er 12 uger gamle. Desværre må denne vaccine ikke gives samtidigt med andre vacciner – den skal gives mindst 14 dage forskudt fra andre vacciner.
Man anbefaler derfor hvalpe at vente med Borellia-vaccinerne til 14 dage efter deres basisvaccinationer er afsluttet, og derefter at vaccinere umiddelbart før flåtsæsonen begynder - dvs. februar - marts.

Se mere omkring Borrelia under "Borrelia"

Udskriv siden