Sterilisation hund

Operationer på dyr udføres altid i fuld bedøvelse. Hermed sikres at dyret ligger stille og ikke føler smerte eller angst under indgrebet.

Faste
Inden en bedøvelse skal hunden faste i 12 timer for at undgå fejlsynkning, hvis de skulle få kvalme af bedøvelsen. De må gerne have adgang til vand. Hunden bør også være grundigt luftede inden indlæggelsen.

Indlæggelse
Med mindre andet er aftalt afleveres dyr der skal opereres om morgenen på operationsdagen mellem klokken 8.00 og klokken 8.30.









Alle dyr vejes i forbindelse med indlæggelsen












Operationsfelt
For at undgå forurening i operationsåret barberes området fri for hår omkring det sted indsnittet skal lægges. Dernæst vaskes området og desinficeres med jodopløsninger og sprit.
Under selve operationen er din hund dækket med en steril afdækning, og kun selve det desinficerede operationsfelt er tilgængeligt. Hunde der har været bedøvet, vil også ofte være klippede i et lille felt foran på forbenet, hvor bedøvelsen er indgivet. Pelsen vokser ud igen.



Når din hund bliver steriliseret - dvs. får bortopereret livmoder og æggestokke - kan hun ikke længere komme i løbetid eller bliver falsk drægtig, hvis det tidligere har været et problem. Hun kan selvfølgelig heller ikke længere blive drægtig eller få hvalpe.


Når din hund er blevet opereret vil hun have et operationssår på 6 - 12 cm. De fleste hunde syer vi nu med indvendige sting, som ikke skal fjernes, men er den syet med udvendige sting, skal de fjernes efter ca. 10 dage - husk at bestille tid! Det er ganske smertefrit, tager kun få minutter og er med i prisen. Er du i tvivl om hvordan, den er syet, så ring og spørg.

Når din hund kommer hjem fra klinikken, vil hun stadig være meget træt og måske også lidt tummelumsk og urolig. Det er helt normalt og skyldes bedøvelsen. Hun må gerne få noget at spise og drikke, og en lille luftetur i snor vil nok også være tiltrængt. Et - højst to - døgn efter operationen skal hun gerne være helt sig selv hvad angår humør og appetit. De første 4 - 5 dage skal man så vidt muligt nøjes med rolige lufteture i snor og undgå spring og voldsom leg. Badning skal vente, til stingene er fjernet.

Den vigtigste opgave, du har som ejer af en nysteriliseret tæve, er at sørge for, at hun ikke på noget tidspunkt får mulighed for at slikke eller kradse i stingene!! Det er meget vigtigt for helingen af operationssåret, og dermed også for hvor hurtigt din hund kommer sig efter operationen! Hun skal derfor have enten bugforbinding eller krave på, indtil stingene er fjernet. Bugforbindingen er lidt dyrere end kraven, men er normalt betydelig mindre generende for hunden og dens omgivelser. Man behøver ikke fjerne bugforbindingen for at hunden kan komme af med urin og afføring, men skulle den blive beskidt, kan den vaskes i vaskemaskinen. Er hunden meget ivrig, kan den fjerne bugforbindingen, så den alligevel kan komme til at slikke i såret. Det må man selvfølgelig holde øje med, og så bliver den nødt til at få krave på alligevel. Det er i det hele taget en god idé dagligt at kigge til såret - det må ikke bløde, hæve op og blive fugtigt, rødt, irriteret eller lugte grimt.

På lidt længere sigt skal du desuden være opmærksom på, at når din hund er steriliseret, så vil hun sandsynligvis få øget appetit og ændret stofskifte. Du skal derfor holde godt øje med hundens vægt, så hun ikke tager på efter operationen. Det kan ofte gøre det nemmere at styre vægten, hvis man skifter til et  foder med reduceret kalorieindhold som VetEssentiels Neutered Dog.

Udskriv siden