kan være skræmmende for dit kæledyr
Nytår kan være en skræmmende begivenhed for din firbenede ven. Der er en række tiltag, der kan gøre nytåret bedre for netop dit dyr. Hvis dit dyr allerede har udvist utryghed i forbindelse med nytår, kan der suppleres med kosttilskud eller medicin. Ring til os, så kan vi hjælpe med at finde den bedste løsning til jer.
Husk at ringe i god tid, da reglerne for udlevering af (nytårs)medicin ændrer sig fra år til år.
Vi skal have indgående kendskab til dyr og ejer. Dette betyder, at vi skal have tilset dit dyr indenfor det seneste år, og at medicineringen sidste år sad lige i skabet (med samme typer medicin, som vi har til rådighed i år)!
Der er forskellige typer af nytårsmedicin. Dette betyder i praksis, at vi skræddersyer medicineringen til netop dit dyr. Derfor kan du opleve, at naboen har fået noget andet medicin, eller en anden vejledning.
Afhængigt af medicinvalg til dit dyr, kan vi have behov for at tilse det igen inden udskrivning af medicin, til trods for at det har været på klinikken for nylig.
Hvornår skal jeg overveje...
Kosttilskud til nytår?
Hvis dit dyr udviser flere af følgende tegn ved affyring af fyrværkeri, kan det være en god ide at give et beroligende kosttilskud nytårs aften. Ved tvivl, står vi klar til at hjælpe på tlf. 56 97 49 62.
- Mit dyr har nedsat ædelyst
- Mit dyr har øget vokalisering (klynker eller gøen)
- Mit dyr gaber meget
- Rynker bryn og ørerne er bagudvendte
- Mit dyr halser/gisper meget
medicinering til nytår?
Hvis dit dyr udviser flere af følgende tegn ved affyring af fyrværkeri, kan det være en god ide at tale med din dyrlæge om muligheden for beroligende medicin. Ligeledes kan beroligende medicin være en god ide, hvis dit dyr tidligere har haft dårlige oplevelser med nytårs aften.
- Mit dyr vil ikke spise, heller ikke godbidder
- Mit dyr gemmer sig, og vil ikke komme frem
- Mit dyr ryster eller kryber sammen
- Mit dyr savler ekstremt
- Mit dyr går hvileløst rundt, eller er meget kontaktsøgende
før nytår
Sørg for at få aktiveret din hund godt i løbet af dagen. Det kan være en lang gåtur (HUSK hundesnor), mental træning og sjov leg. En velstimuleret hund vil stresse mindre over lyde og lysglimt.
Afspil gerne rolig musik, der kan overdøve lydene udefra. Træk eventuelt også gardiner for, så lysglimt ikke kan ses. Hav lyset tændt, hvor hunden befinder sig.
Lad aldrig hunden være alene hjemme! At være alene hjemme og utryg, vil kun forværre utrygheden.
Hvis hunden er kravlet under sofaen eller sengen, så lad den ligge der. Lad være med at lokke den frem, eller tilse den hele tiden.
Er hunden bange, kan dette forstærkes hvis du ynker hunden (da du viser at der er noget at være bange for), eller prøver at vise den at fyrværkeri ikke er farligt.
Ligeledes kan festglade mennesker virke voldsomme og anderledes for hunden
Skræmte katte kan komme langt på afveje, og de bør derfor ikke lukkes ud hvis de er utrygge nytårs aften.
Maskér lydene udefra med rolig musik, sæt kattehulen ind på et roligt værelse og træk gardinerne for. Sæt en kattebakke, vand og mad ind i rummet, og lad katten blive her.
Hvis din kat har gemt sig i en hule eller lignende, er det bedst at lade den ligge i fred. Hvis du prøver at kæle med den eller trække den frem kan det stresse den yderligere.